Nadias forandringsfortælling
Jeg er 27 år gammel og uddannet psykolog. Jeg stiftede bekendtskab med stress for et par år siden, da jeg var ved at skrive mit speciale. Jeg havde hele livet planlagt foran mig og skulle være en dygtig, hardcore arbejds- og organisationspsykolog. Jeg skulle bare ud og være succesfuld, og der var fart på alle kanter. Vi var i gang med at renovere vores hus, jeg skrev speciale, havde to studiejobs og en praktikplads. Der var rigtig meget at se til.
Jeg havde høje forventninger til mig selv og svært ved at sætte farten ned og nyde tingene. Lige pludselig en dag under min specialeskrivning knækkede filmen for mig. Jeg havde aftalt med en veninde at tage ud på universitetet for at skrive sammen, men pludselig fik jeg et angstanfald – noget jeg aldrig havde prøvet før. Det var super ubehageligt, for jeg vidste ikke, hvad det var.
Jeg kørte hjem og ringede til min mand. Jeg følte, jeg ikke kunne trække vejret og vidste ikke, hvad der skete. Efter en uges tid gik jeg til lægen og sagde, at jeg troede, jeg havde stress. Lægen sagde, “Jeg tror, du har angst.”
Jeg brugte lang tid på at prøve at forstå min stress
Jeg var syg med stress i et års tid, før jeg kom på benene igen. Jeg fik skrevet mit speciale, mens jeg var stresset og tænkte, at når jeg var færdig, ville alt falde på plads. Men det gjorde det ikke; det blev en lang rejse.
På daværende tidspunkt havde jeg ikke en forklaring på det, udover at jeg havde for meget om ørerne. Jeg kunne ikke se hoved eller hale i noget som helst og havde det super skidt, både fysisk og psykisk. Jeg var meget træt, havde vejrtrækningsproblemer, hovedpine, svimmelhed og var anspændt i hele kroppen.
Jeg gik til diverse behandlere for at finde ud af, hvad der var galt med mig. Jeg brugte lang tid på at prøve at forstå det, både fra et spirituelt, neuropsykologisk, biologisk og psykologisk perspektiv. Jeg ville så gerne forstå, hvad der foregik, for hvis jeg kunne forstå det, kunne jeg jo finde ud af, hvordan jeg kunne komme ud af det. Det var i hvertfald min overbevisning dengang.
Jeg gik hos healere, body SDS-behandlere og en kort periode hos en psykolog, men jeg følte ikke, at noget af det gav mig meget, fordi jeg følte mig proppet i en kasse og forkert. Der var mange ting på spil.
‘Burde’ og ‘skulle’ faldt væk
Blandt de mange bøger, jeg havde læst, var en lille gul bog, ‘Dit Selvhelbredende Sind’, der talte til mig på en anderledes måde. Mange af de andre bøger handlede om, hvad man skulle gøre. Eller også skulle man følge bestemte metoder for at få det bedre. Den gule bog gav mig en følelse af frihed, fordi den handlede om at slippe kontrollen lidt og ikke læne sig så meget op ad ‘burde og skulle’.
Jeg har altid haft et stort behov for kontrol, så jeg måtte gang på gang erkende, at jeg faktisk havde godt af at lytte lidt til den gule bog. Jeg læste også andre bøger og prøvede forskellige metoder, men hver gang stødte jeg panden mod muren, og jeg indså, at der måske var noget om principperne, som var mere simpelt og befriende end mange af de andre tilgange.
Friheden i ikke at tvinge sig selv til at tænke på en bestemt måde tiltalte mig meget. Der er ikke noget rigtigt og forkert, og en tanke er bare en tanke. Det var en befriende erkendelse. Jeg bruger ofte metaforer i min egen terapi. For eksempel billedet af elefanten, hvor forskellige mennesker ser på den fra forskellige perspektiver og beskriver den som noget forskelligt, illustrerer, hvordan vores perspektiver skaber vores virkelighed, uden at det nødvendigvis er hele virkeligheden.
Det er ikke mit ansvar at ændre andre menneskers perspektiv
Noget af det, der fyldte mest for mig i min stressperiode, var, hvad andre tænkte om mig. Det var en vigtig erkendelse at forstå, at andres tanker også bare er tanker, og at det skaber deres virkelighed. Deres virkelighed kan både være, at jeg er jordens skønneste menneske eller jordens mest irriterende menneske, men det er ikke mit ansvar at ændre deres perspektiv. Denne forståelse har givet mig ro og frihed.
For mig har denne indsigt ikke været noget, der kom fra den ene dag til den anden. Mange beskriver, at de læste bogen, og så klikkede alt for dem. Sådan har det ikke været for mig. Jeg har ofte måttet minde mig selv om, at det hele bare er tanker. Det er de tanker, jeg har på nuværende tidspunkt. Jeg behøver ikke at grave i disse erfaringer eller forstå dem. Ikke desto mindre har de skabt nogle overbevisninger i mig, som det nogle gange kan tage tid at give slip på.
Når man har det svært, vil man bare gerne have det godt, og det kan næsten ikke gå hurtigt nok. Når man først har været der én gang, vil der nok altid være nogle bekymringer, fordi man ved, hvor ondt det kan gøre at være helt dernede. Men disse bekymringer er også bare tanker og ikke nødvendigvis sandheden. Det er klart, at det kan være en trigger, særligt hvis man begynder at mærke nogle stresssymptomer. Samtidig er jeg nået til et punkt, hvor jeg kan sige, at det er sådan, det er lige nu. Det handler om at acceptere nuet, men også om at vide, at det ikke nødvendigvis er permanent.
Jeg står stærkere med mere accept af mig selv
Jeg har lært at slippe forventningerne om, at bare fordi en oplevelse tidligere varede en vis tid, behøver det ikke at vare lige så længe denne gang. Jeg står meget stærkere i mig selv nu og har fundet en anden ro.
Nogle gange bliver jeg stadig grebet af travlhed og glemmer at nyde det hele. Men jeg er blevet bevidst om, at det er bedre at sætte farten ned og være til stede.
Jeg har opnået en større accept af mig selv. Når jeg kigger tilbage, ser jeg, at min største udfordring har været de høje forventninger til mig selv. Det var dem, der stressede mig i første omgang, fordi jeg troede, jeg kun var god nok, når jeg præsterede.
Nogle gange er det behovet for kontrol, der skaber lidelsen
Overordnet har jeg det meget bedre nu. Selvom jeg stadig godt kan få trigger-tanker, har mit forhold til dem ændret sig. Jeg har lært at acceptere, at det er okay at føle sig utilstrækkelig nogle gange, og at det ikke nødvendigvis betyder, at man er utilstrækkelig. Tanken kan stadig dukke op, men jeg håndterer den anderledes nu.
Når jeg ser tilbage på mit stressforløb, så kan jeg se, at den langsomme vej nogle gange er den hurtigste. Det handler om at tage et skridt ad gangen i stedet for at have så travlt med at tage det sidste skridt. Det var noget af det, jeg ville ønske, jeg havde været mere bevidst om, da jeg havde det allerværst.
Det bedste, jeg kan gøre, er at gøre tingene simple for mig selv. Livet er faktisk simpelt. Vi mennesker er rigtig gode til at analysere alting, og vi har et behov for kontrol. Vi tror, at hvis vi kan analysere os frem til, hvorfor vi har det, som vi har det, og hvordan vi får det bedre, så kan vi kontrollere vores tilstand. Men nogle gange er det netop behovet for kontrol, der skaber lidelsen.
At kunne slippe idéen om, hvad der er det rigtige, kan give en frihed. Vi tror ofte, at tingene kun er gode nok, når vi har opnået noget bestemt. Men det er vigtigt at kunne finde ro og tilfredshed uden at knytte dem til bestemte resultater.
