Katrines forandringsfortælling
Jeg hedder Katrine, og jeg er alenemor til to drenge. Jeg har arbejdet 17 år som gymnasielærer, heraf 10 år som studievejleder.
Som en del af ansættelsen til gymnasielærer skal man gennemgå et pædagogikum-forløb, og for mig var det en hård periode på to år, hvor jeg gang på gang blev observeret. Jeg var ikke fastansat, og der var ikke plads til mig på mit gymnasium, da jeg var færdig.
Jeg fik dog ret hurtigt et nyt job på et gymnasium, hvor jeg alene skulle stå for uddannelsen ”Psychology” på den engelsksprogede ‘IB’, som er et helt andet pensum end i den danske gymnasieskole.
Jeg tror, det virkede voldsomt, fordi jeg havde været lidt presset i de to år, og nu kom der et stort pres igen. Jeg oplevede, at der ikke skulle særlig meget til, før jeg begyndte at overtænke.
Der var fx et forældremøde, hvor forældrene kunne komme og høre om gymnasiet og møde lærerne. Det var det første år, og jeg følte, at jeg stod enormt alene med mit fag. Jeg syntes, at min bue havde været spændt i rigtig lang tid.
En pige og hendes forældre havde meldt sig til, og jeg tænkte, ‘Oh fuck, nu skal jeg have at vide, hvor dårlig jeg er’. Forældrene var naturligvis de sødeste mennesker, og deres datter var bare så glad for at have psykologi. Jeg havde haft søvnløse nætter, fordi jeg var nervøs for den samtale – helt uden grund.
Der var nogle ydre ting, der skulle fixes, tænkte jeg dengang
Kort efter blev jeg stress-sygemeldt fra mit arbejde. Det kulminerede en søndag, hvor jeg virkelig bare skulle have rettet et sæt opgaver, men jeg kunne ikke komme ud af sengen. Jeg fortalte min arbejdsplads, at der var et eller andet, der ikke fungerede. Jeg havde dog enormt svært ved at slappe af med at være sygemeldt, og det var først, da vi lavede en aftale om, hvordan jeg skulle tilbage på arbejde, at jeg kunne slappe af. Jeg tænkte meget på, hvad der skulle ske og hvad de tænkte om mig.
Jeg havde mange kropslige symptomer, fx kæbespændinger, der gjorde, at jeg lå og klaprede tænder om natten. Jeg prøvede alle mulige behandlinger, fx zoneterapi, men det hjalp ikke rigtig. Når jeg blev træt, strittede det hele på mig, så jeg kom frem til, at jeg nok var særligt sensitiv.
Der var nogle ydre ting, der skulle fixes, tænkte jeg dengang. Især det med kæbespændingerne, og på et tidspunkt kunne jeg næsten ikke snakke, fordi jeg havde halsspændinger. Jeg deltog i et længere forløb om, hvordan man bruger sin stemme hensigtsmæssigt. Til sidst blev det tydeligt, at min krop prøvede at fortælle mig, at jeg var stresset.
Det er min stresshistorie. Jeg var på jagt efter, hvordan jeg kunne rydde op i ting omkring mig for at kunne være i det. Bagefter kan jeg godt se, at jeg har været enormt meget på overarbejde.
I forbindelse med min sygemelding, havde jeg samtaler med en psykolog, og jeg kom også med på et mindfulness forløb. Jeg underviser selv i psykologi, så vi havde nogle interessante samtaler, men hun talte mest til mit hoved. Jeg kunne godt mærke, at der manglende noget, men jeg vidste ikke hvad, og jeg fortsatte med samtaler i over et år uden den store effekt.
Jeg kan godt se, at overtænkning har været min følgesvend. Jeg troede meget på de tanker, jeg fik omkring mine omstændigheder, og jeg havde enormt meget brug for at blive hørt og få ret. Det var vigtigt for mig, at folk forstod mig og forstod, hvad jeg sagde. Det kan jeg grine af i dag, for der er jo ingen, der forstår min verden fuldstændigt. Vi lever jo i hver vores separate virkelighed, og jeg kan invitere dem ind, men at insistere på at blive forstået, er noget andet.
Tidligere har det gennemgående tema for mig været, at hvis jeg bare kunne få styr på tingene ‘derude’, så ville jeg få det godt indeni. Jeg var lige flyttet fra mine drenges far, boede iblandt flyttekasser, havde Corona, var isoleret, og alt var rigtig øv. På det tidspunkt lyttede jeg meget til lydbøger. Jeg stødte på Mette Louise Hollands bog ”Dit selvhelbredende Sind”.
Jeg hørte noget nyt omkring tankers betydning, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at høre mere.
På dette tidspunkt snakkede jeg med en psykoterapeut, som i modsætning til den første psykolog, var rigtig god til at få mig til at græde. Det føltes egentlig rart, da det ikke var en følelse, jeg havde givet plads til tidligere. Men efter at have læst den gule bog begyndte jeg at betvivle betydningen af at snakke om og bearbejde fortiden. Og ret kort tid efter stoppede jeg med samtalerne.
Derefter kom jeg lidt på afveje i forhold til De Tre Principper, da jeg tænkte, at det var metakognitiv terapi, som ville være løsningen for mig og min overtænkning. Det var først da jeg tilfældigt kom til at snakke med en kollega, som selv var på en ‘3p rejse’, at jeg kunne mærke at noget faldt på plads. Og jeg har ikke set mig tilbage siden.
Jeg har deltaget i et enkelt 3p kursus, men for mig handler det mest om at kigge indad i stedet for at søge visdom i andre. Jeg deltager dog rigtig gerne i de mange forskellige tilbud, som 3p foreningen udbyder: webinarer, læsegrupper, højskoleophold, kaffeaftaler m.m. Jeg stornyder alle de fantastisk nærværende samtaler, jeg har med en masse mennesker. Men jeg kan også tydeligt mærke, når jeg har brug for at trække mig tilbage og blive stille.
Gymnasiet
Noget af det mest fantastiske er, hvordan det har forplantet sig i mit virke som gymnasielærer og studievejleder. Tidligere kunne jeg godt blive irriteret på eleverne, hvis de ikke kom til tiden eller gjorde det, som jeg bad dem om. Men nu kan jeg godt se bagom mine tanker om dem, og se, hvordan de ofte er fanget i deres egne tanker. Det bedste, jeg kan give dem, er kærlighed, troen på, at de er gode nok, og at jeg vil dem det bedste. Jeg er blevet mere nysgerrig og mindre dømmende.
Især som studievejleder giver det bare så god mening at snakke med de unge om deres udfordringer i livet ved at pege dem tilbage til den visdom, de har inde i sig selv, som er al den guidning, de har brug for. Jeg implementerer også principperne i kurser, vi afholder om eksamensangst, workshops om vaner og fællesskaber. Når jeg deler noget, jeg selv har set og ikke bare lært, rører det dem på en helt anden måde.
Jeg snakker fx med en ung pige på 19 år, som har været angst i mange år. Hun har svært ved at sove alene og var blevet opgivet af sin seneste psykolog, som mente, at de havde prøvet alt. Pigen har lige fortalt mig, at de tanker, hun tidligere fik, når hun skulle sove, ikke er der efter samtaler med mig. Og nu har hun sovet alene flere nætter i træk. Jeg har svært ved at få armene ned. Denne forståelse har gjort, at jeg ser på mit arbejde gennem helt nye briller.
Nu spørger jeg mig selv, om tanken er brugbar
Når det kommer til min egen stress, kan jeg stadig opleve at være på overarbejde. Men den største forskel for mig er, at jeg ikke bliver bange for det. Når der har været for meget i min kalender, så kan jeg mærke det i min krop, og så gør jeg noget ved det. Jeg går tidligere i seng eller tager det roligt i weekenden. Tidligere var det svært for mig at lytte til min krop, fordi der kom en masse overtanker bagefter, der sagde “Ah, tror du nu ikke…” eller “Hvad siger de…” eller “Nu skal du også…”
Mange gange har jeg fået pisket en stemning op i mig selv. Jeg er begyndt at spørge mig selv, om mine tanker er brugbare eller ej. Jeg kan stadig komme til at hoppe på de insisterende tanker, men for nylig havde jeg en oplevelse, som jeg tidligere ville have gået og tygget drøv på længe. Denne gang spurgte jeg hurtigt mig selv: ‘Er det brugbart?’ I stedet for at tygge på det i to uger, genbesøgte jeg det kun et par gange, og så var det overstået.
Det gør en kæmpe forskel.
