Inge Øs forandringsfortælling
Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent og har arbejdet i en demenslandsby. Jeg var aktivitetsmedarbejder, så jeg levede af at lave danse, sange, musik og bingo for demente borgere. Jeg var også frivillig-guide og tillidsrepræsentant.
Jeg kunne godt lide mit job, men vi havde flere tunge personalesager, og jeg kunne mærke, at det gik mig på. Jeg stod op for kollegerne, når der var dårlige medieomtaler, for de påvirkede os alle. Jeg oplevede, at jeg tog øretæverne og var på forsiden af Randers Amts Avis en lørdag morgen. Det var ikke sjovt.
Jeg troede at ansvar var tungt
Sidste år i december havde jeg masser af aktiviteter på arbejde, fordi alting skal ske i december. Jeg kunne godt mærke i min krop, at der var meget at se til. Jeg havde bedt lægen om nogle blodprøver, fordi jeg kunne mærke, at der var noget galt. Jeg bad om et helårstjek. Prøverne viste ingenting, og det gjorde testene på sygehuset heller ikke, ud over at de var sikre på, at jeg var stresset.
Juleaften var vi i kirke. Vi havde haft gæster dagen før, og jeg havde lavet mad om formiddagen, så jeg var træt, inden jeg kom derned. Jeg faldt om i kirken og blev fulgt ud i våbenhuset, fordi jeg ikke kunne stå på benene. Jeg var ved at dejse om en gang mere, og de ringede 112.
Jeg var syg i 14 dage, og derefter kæmpede jeg mig op og tog på arbejde, for det havde jeg lært, at man skal. Så arbejdede jeg i 14 dage på fuld tid, mens jeg kunne mærke, at det slet ikke gik. Jeg gik ind til ledelsen og fortalte, hvordan det stod til. De foreslog en delvis sygemelding, og det syntes jeg var en god idé. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Jeg er ikke i tvivl om, at det var TR-delen, der fyldte for meget og blev for ubehageligt. Nogle medarbejdere blev fyret, og nogle blev kaldt til tjenstlige samtaler. Vi blev presset, fordi der var underskud, så da sparekniven kom, blev alt personale, uanset funktion, sendt ud i plejen. Det blev rigtig grimt.
Alt for mange bolde i luften
Jeg var ved lægen, og han sagde, at ‘Det går ikke, det her, Inge.’ Han konstaterede stress. Jeg fik ingen ro. Jeg kunne ikke slappe af i det, så i februar blev jeg fuldtidssygemeldt.
Jeg fik også lige to diagnoser oveni – angst og depression, og det vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skulle tage. Jeg tyggede lidt på det og tænkte ved mig selv, at jeg ville lade det komme an på en prøve. Især angst-delen synes jeg var lidt voldsom. Jeg ved godt, at jeg kan være bange, men at diagnosticere det som angst, synes jeg var lidt overreageret. Jeg tænker, at hvis man falder om i kirken, er det vel ret naturligt at blive bange. Det ville være mærkeligt andet. Jeg tænker også, at læger og psykologer måske er lidt for hurtige til at diagnosticere. Vi er jo mennesker, og det er en del af at være menneske at opleve sådanne ting.
Ud af det blå opdagede jeg, at jeg kunne søge om psykologsamtaler hos Pensam, mit pensions- og forsikringsselskab. Men det fungerede ikke med psykologen i begyndelsen. Jeg følte ikke, at hun var nærværende. Hun sad og hamrede på et tastatur samtidig med, at jeg talte. Det kunne jeg simpelthen ikke holde ud. Jeg skal have noget nærhed.
Jeg tilbød hende at låne Den gule bog, men det ville hun ikke. Hun ville hellere have, at jeg skulle læse en af hendes bøger. Men når man har det, som jeg har det, kan man ikke læse. Det kunne hun godt forstå. Vi lavede en forventningsafklaring og startede helt forfra. Det hjalp meget, og jeg fik udbytte af samtalerne.
Jobcenteret ville have en status fra lægen og psykologen. Lægen sagde, at vi skulle udfylde en test med omkring fyrre spørgsmål om mine tanker, appetit, søvn osv. Jeg havde ikke noget at skjule, så de kunne få, hvad de ville have. Jeg tænkte nogle dage, at jeg var syg, og andre dage, at jeg ikke var det. Lægen sagde, at jeg var verdensmester i at skjule, hvordan jeg havde det, og at det måtte jeg have øvet mig på i mange år. Jeg har senere været til psykiater for at få en second opinion, og han stillede samme diagnose som lægen: stress, svær depression og angst.
Efter 7 måneders fuldtidssygemelding begyndte jeg at få det bedre. Jeg nød at være hjemme og fandt det dejligt. Allerede på det tidspunkt sagde jeg til både lægen og andre, at jeg ikke skal tilbage til min stilling. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg skal eller hvordan.
Jeg kan bedre mærke, hvad jeg har brug for
Nogle dage føler jeg, at jeg er okay, og at det bare er tanker. Jeg kan fortælle mig selv en anden historie i stedet for at tro på de negative tanker. Jeg har haft perioder, hvor jeg er monster-træt og har været nødt til at hvile midt på dagen for at have energi. Jeg tror, det er fordi, jeg ikke rigtig vil acceptere, hvordan jeg har det.
Når jeg går herhjemme alene, føles det som om, det er det rigtige. Jeg vil helst være herhjemme. Jeg trækker mig fra de sociale aktiviteter, fordi jeg føler mig “for meget på”.
Jeg har haft svært ved at finde ro, men lydbøger og podcasts hjælper mig. Jeg kan godt lide Mia Korsholms og Sara Spangsbergs podcasts. Dem har jeg lyttet meget til. Det er ikke altid vigtigt, hvad der bliver sagt. Jeg er bare et sted, hvor jeg har ro. Det der med at læse, det går ikke så godt for mig lige nu.
Efter mit 3P-højskoleophold for to år siden lavede jeg min egen ‘højskolesangbog’ til arbejdet, og det blev et tilløbsstykke. Nu går jeg i kor og jeg elsker det, selvom jeg ikke kan synge. I sidste uge valgte jeg dog at spise street food med veninderne i stedet for. Den gamle Inge ville have gjort begge dele og været helt udmattet. Nu vælger jeg at lytte til min krop og mine behov.
Jeg øver mig i at sige fra. Det har jeg altid haft svært ved. I dag spurgte en veninde, om vi kunne komme over på søndag. Jeg sagde, at “Det ved jeg sgu ikke lige”. Hun så forbløffet ud. Det har jeg aldrig gjort før; jeg har altid sagt ja, for jeg har altid været “180 kilometer i timen” og festens midtpunkt. Men nu er jeg anderledes, og det føles rart. Jeg er nødt til at se, hvordan min dag er. Jeg vil ikke melde mig til noget, hvis jeg ikke har lyst.
Jeg har altid lagt mange planer, men nu er det helt anderledes. Vi har lejet et sommerhus om et par måneder, men om vi tager afsted, ved jeg ikke. Det betyder ikke så meget. Sådan har jeg aldrig haft det sådan før. Det handler om at mærke sig selv. Jeg er blevet bedre til at spørge mig selv, om jeg virkelig skal gøre noget. Hvis tankerne siger nej, så gør jeg det ikke.
Jeg er fyldt med taknemmelighed nu, for livet har mig
Jeg har det godt, for jeg er “kommet hjem”, og mit eget selskab behager mig. I min hverdag mærker jeg en indre ro og føler, at jeg hviler meget mere i mig selv.
Jeg mærker efter – standser op, inden jeg svarer. Jeg tager det mere med ro og lytter gerne til, hvad der kommer til mig. Når fuglene fløjter, fanger det nu min opmærksomhed.
Før i tiden havde begrebet “at lytte til sin mavefornemmelse” ikke nogen betydning for mig, men det har det i dag. Tidligere havde jeg let ved at se mig som offer. Hvis jeg oplevede skænderier blandt mine nærmeste, så gik det mig på, og jeg tog det til mig. Hvis det sker i dag, tænker jeg, “Det er ikke mit bord”, så den diskussion vil jeg ikke være en del af.
Bevares, der kører stadig ‘film’ i mit hoved, men de er jo bare skabt af mine egne tanker, og jeg kan vælge, om jeg vil tro på dem eller lade være.
Jeg har fået nyt mod på livet. I går var jeg på gåtur med 3P’ere fra Randers, og det var fantastisk hyggeligt. Det ville jeg normalt ikke melde mig til, uden at jeg kendte nogle, men jeg tænkte “hvad er det værste, der kan ske?” Hvis ikke det var noget, så kunne jeg jo bare vende om.
Jeg har set noget dybere om mig selv og set, at jeg er kærligheden i mit liv.
