Jakobs forandringsfortælling
Jeg hedder Jakob og jeg er 60 år. Hele mit liv har jeg været lidt i alarmberedskab. Jeg har været nervøs og har holdt mig lidt i yderkanten af grupper for ikke at fylde for meget og undgå at gøre noget forkert. Jeg har altid frygtet at blive afsløret som ‘ikke god nok’, og det har været et tema hele mit liv.
I traditionel psykologi vil man søge forklaringer i barndommen, og det har jeg også gjort. Jeg har været nervøs og usikker siden barndommen. Mine skolelærere prøvede at få mig til at sige mere, fordi de kunne se, at jeg godt kunne finde ud af skolearbejdet, men jeg kunne ikke lide at deltage. Jeg har brugt mange år på at finde en forklaring på min usikkerhed, men det har aldrig rigtig hjulpet mig. Mødet med 3P har dog gjort en stor forskel.
Jeg har været søgende i forhold til min profession. Jeg arbejdede som fysioterapeut i 14-15 år, men jeg fandt aldrig helt min plads. Jeg har altid haft en interesse for sammenhængen mellem krop og psyke, og følte ikke rigtig, at jeg kunne integrere det i mit arbejde.
Jeg kunne godt lide min sidste arbejdsplads, især det tværfaglige samarbejde. Mit arbejde handlede om neurologisk rehabilitering af kronisk syge, hvor det tværfaglige samarbejde og forholdet til patienterne var vigtigt. Jeg havde mange gode samtaler med patienterne, men jeg blev også stresset og sygemeldt på grund af arbejdet. Jeg havde mange tanker om, hvor forkert tingene fungerede på stedet, og det blev ved med at plage mig, indtil jeg til sidst sagde stop.
Selvom jeg havde dejlige kolleger og et godt samarbejde, følte jeg, at jeg kom til at sidde mere og mere på kontor og skulle dokumentere alt. Det kom til at fylde for meget, og det føltes ikke fagligt stærkt.
Det var verden udenfor, der var forkert
Jeg kan se et mønster af perfektionisme helt fra min barndom, hvor jeg forsøgte at leve op til nogle ting. At levere noget skriftligt var virkelig hårdt arbejde for mig, og jeg brugte lang tid på det. Jeg tog ofte opgaver med hjem fra arbejde og forberedte mig på, hvordan jeg skulle skrive dem. Nogle gange skrev jeg endda lidt derhjemme, selvom jeg ikke havde adgang til journalerne, for ellers kunne jeg næsten ikke nå det.
Da jeg blev sygemeldt med stress i 2014, kunne jeg mærke, at jeg var kommet til at gå ved siden af mig selv. Jeg kunne ikke gøre en opgave færdig, fordi der hele tiden var noget, der forstyrrede. Jeg var bagud og lavede lister, men det ramlede til sidst.
Jeg kunne mærke, at jeg sad der og kiggede ud i luften, og det gik ikke. Mine kolleger kunne også se det, og det endte med, at jeg måtte tage hjem, og så blev jeg sygemeldt.
Det var min visdom, der talte
I min sygemeldingsperiode havde jeg mange tanker om, at det var forholdene på arbejdspladsen, der var forkerte, og at selvom jeg nu fik en gradvis og skånsom tilbagevenden til arbejdet, så var det forholdene, der burde ændres. For mig var det verden udenfor, der var forkert.
Efter at have stiftet bekendtskab med de tre principper, tænker jeg på, hvordan jeg ville have håndteret det, hvis jeg havde kendt dem, dengang jeg var stresset. Jeg fortryder ikke, at jeg sagde op, fordi det også handlede om at lytte til mig selv og mærke, hvor meget jeg ville være med til. Min visdom havde måske fortalt mig endnu tidligere, at jeg skulle stoppe.
Jeg kan huske, at jeg i efteråret 2016 hele tiden overvejede at stoppe, men mit hoved var fokuseret på, at jeg ville væk fra noget uden at vide, hvad jeg skulle gøre i stedet. Jeg turde ikke sige op uden at have noget andet, og min kone blev ved med at sige, at jeg ikke skulle sige op.
Økonomisk set var det også usikkert, men jeg husker tydeligt, at jeg i slutningen af 2016 sad til et møde, hvor endnu en procedure blev introduceret for at gøre os mere effektive. Der kunne jeg bare mærke, at jeg skulle sige op, og det var en lettelse. Det var virkelig visdommen, der talte, selvom jeg ikke kendte til de tre principper dengang.
Da jeg kom hjem og sagde det til min kone, var det tydeligt og klart, og hun gav mig ret i, at det skulle jeg selvfølgelig gøre. Efter et par dage sagde jeg det til min leder, som også var forstående og sagde, at hun godt kunne se, at jeg strittede imod og brokkede mig over flere ting, så hun forstod, at jeg ville stoppe.
Tre år senere, i maj 2020 arbejdede jeg som handicaphjælper og lavede lidt psykoterapi ved siden af. Der stødte jeg på bogen ’Dit Selvhelbredende Sind’ af Mette Louise Holland. Jeg lyttede til den flere gange over nogle uger og begyndte at vågne om morgenen uden angst og med en ro, jeg næsten ikke kunne huske at have haft.
Helt anderledes end terapi og meditation
Jeg havde tidligere haft meditationer og lignende, der gav mig ro, men dette var anderledes. Tankerne og følelserne om ikke at kunne leve op til dagens forventninger, og frygten for at blive afsløret som ‘ikke god nok,’ faldt bare væk. Selvfølgelig dukker de tanker og følelser op en gang imellem, men de får ikke lov at fylde. Jeg har set tingene i et nyt lys, og det har gjort en stor forskel for mig.
Lige siden jeg var først i 20’erne, har jeg været søgende i forhold til psykologi, selvudvikling og terapi. Jeg har taget terapeutuddannelser, selv gået i terapi og mediteret meget. Jeg har også oplevet, at det har hjulpet i en eller anden grad. Men det var helt vildt at ligge og høre en lydbog og så opleve, at der skete noget helt andet.
Det mærkelige var også, at når jeg hørte den bog, tænkte jeg ofte: ‘Ja, det kan jeg genkende, det har jeg også hørt før.’ Det var ligesom om, der ikke var noget som helst i den, der var nyt for mig. Det var virkelig sådan, jeg oplevede det. Men alt faldt pludselig på plads. Der kom nogle indsigter, som jeg ikke engang helt nøjagtigt kan sige, hvad var, men jeg kunne bare mærke, at der var så meget fred og ro.
Jeg fik øje på, at fortællingen om, hvem jeg var, ikke passede. Nu kan jeg se illusionen, narrativet om, at jeg ikke var god nok. Alligevel kan jeg godt mærke, at det stadigvæk tager mig. Det er stadigvæk på en eller anden måde et mønster, at jeg holder mig tilbage, at jeg ikke bare springer ud i tingene, og at jeg lige skal føle, at jeg er sikker nok. Men det er ikke nær så meget, som det var før. Jeg falder meget hurtigere til ro, når jeg vover mig ud i noget nyt, kan jeg mærke.
Jeg har altid været perfektionistisk. Det er jeg stadigvæk, men jeg kan godt mærke, at jeg er hurtigere til at sige, at ‘Det er godt nok, kom nu videre’. Jeg ser det også, når jeg arbejder, fordi perfektionisme typisk indebærer, at man ser andre menneskers fejl eller mangler. Jeg har altid godt kunnet bære over med, at de ikke var perfekte, men omvendt har jeg også kunnet reagere med irritation over, at de ikke kunne gøre det bedre. Nu er jeg mere rolig og tilgivende omkring det.
Et nyt liv
Jeg har solgt mit hus og er flyttet i lejlighed, så lige nu går jeg og pakker hele huset sammen, sorterer, rydder op og flytter det. Indimellem får jeg lidt stress over det. Især når jeg vågner klokken halv fem-fem om morgenen. Så tænker jeg tit noget igennem, som jeg har tænkt mange gange før: ‘Jeg skal også nå det’, og ‘Jeg kan jo ikke ordne det…’
Men når jeg så går rundt i huset og er i gang, kommer jeg meget hurtigt i flow, og så ser det faktisk meget overskueligt ud. Så der er en pendulering mellem, at jeg får nogle stresstanker, og en følelse af ro, hvor jeg siger til mig selv, at jeg nok skal nå det. Så på den måde hænger jeg ikke længere fast i den uløselige følelse af, at ‘Det her kan jeg ikke komme ud af lige nu.’
Det er tydeligt for mig, at de tre principper virkelig har ændret mit liv. Jeg stødte på 3P i starten af Corona perioden, og jeg kunne begynde at mærke, at jeg kunne tage livet lidt lettere. Jeg ønskede et mere passioneret liv – et liv, der var mere sprudlende. Jeg havde været meget tilbageholdt og kunne nu mærke, at jeg var ved at komme ud af den beskyttede tilstand.
Jeg kan se, hvordan jeg i løbet af en dag kan have både den ene yderlighed og den anden. Og jeg tror bare, jeg kender alternativet til stress så tydeligt nu – roen – at jeg ikke falder tilbage i det.
